English

Om Concert Clemens

Vokalgruppen Concert Clemens er et ambitiøst klassisk vokalensemble med hjemsted i Aarhus. Ensemblet blev stiftet i 1997 af dets nuværende dirigent, Carsten Seyer-Hansen, og består af 17 rutinerede sangere fra det aarhusianske kormiljø.

Vokalensemblet stræber efter at fremføre klassisk vokalmusik med præcision, varme og inderlighed, såvel i Danmark som ved store musikfestivaler, konkurrencer og koncerter på den internationale scene. Ensemblets arbejde har desuden et pædagogisk sigte, som udmønter sig i samarbejdsprojekter med såvel etablerede komponister som komponist- og dirigentstuderende.

Ud over de traditionelle korkoncerter i ind- og udland har Concert Clemens i de seneste år været involveret i talrige spændende projekter. Blandt højdepunkterne kan nævnes:

I foråret 2015 medvirkede Concert Clemens ved Oslo Internasjonale Kirkemusikkfestival med koncert-projektet SALMESUITE. Musikken i SALMESUITE befinder sig i grænselandet mellem jazz og klassisk og demonstrerer mødet mellem den danske salmeskat og den moderne, nordiske jazztone. Koncerten blev gentaget i Skt. Lukas Kirke i forbindelse med Aarhus Festuge.

I november 2014 udkom Concert Clemens’ første CD i eget navn med vokalmusik fra flere århundreder. Hovedvægten her er på skandinaviske og franske komponister. CD’en er bl.a. anmeldt i verdens førende tidsskrift for klassiske musikanmelselser, engelske Gramophone.

I 2013 var Concert Clemens bl.a. kerneensemble ved Aarhus Domkirkes Korfestival, hvor de optrådte sammen med med bl.a. Ars Nova. Stod tillige for åbningen af Den Jyske Sangskoles masterclass.

I efteråret 2012 vandt ensemblet i konkurrence med flere professionelle ensembler fra hele Europa en 2. plads i Harald Andersén Chamber Choir Competition i det nye koncerthus i Helsinki, Finland. Triangle-projektet 2017-18 er én blandt flere udløbere af dette projekt.

I maj 2012 udkom en dobbelt-CD med Duruflés Requiem og samlede orgelværker, hvor Concert Clemens medvirker sammen med Aarhus Domkirkes kantori og domorganist Kristian Krogsøe. Medvirkende er også Bo Skovhus og Randi Stene. Udgivelsen blev senere som den eneste danske korplade nogensinde præmieret med den prestigefyldte ”Preis der Deutschen Schallplattenkritik”.

Korbillede, forår 2010